fredag den 28. december 2007

Rayuela - Cafékontrol


Så er Rayuela blevet anmeldt i Politiken i dag. Rigtig flot anmeldelse 4 ud af 5 mulige kaffekopper.


Birgitte Kjær skriver om den hyggelige stemning med spanske bøger, delikatesser og lækker mad. "et unikt sted med en varm personlig atmosfære".

torsdag den 27. december 2007

Bibliotek eller tivoli?



Jeg følte mig meget provokeret af de tanker, Pernille Schaltz, ny leder af Københavns Hovedbibliotek, giver udtryk for i interview i Politiken d. 26.12.07.

Endnu engang vil man fjerne bøger fra udlånet, det er ikke mange dage siden, Troels Brücker, også København, havde problemer med at hjælpe gymnasieelever med deres opgaver. En af grundene er, at bøger fjernes fra bibliotekerne, så vi kan få oplevelsesrum. Men hvad gør en stakkels udlånsbibliotekar, når en kø af desperate gymnasieelever vil have materialer til deres opgaver?

Vi kan blive bedre til at bruge nettet blandt andet via de 23 ting; men det kan ikke løse alle problemer. Vi skal stadig bruge bøgerne!!!

tirsdag den 18. december 2007

"Desperation på biblioteket"


Har I læst læserbrev i dag i Politiken, 18.12 2.sektion side 7? Det er en kritik af de svære opgaver, eleverne stilles overfor i deres Studieretningsprojekt (SRP). Det, at der skal skrives i to fag, kan give nogle meget konstruerede opgaver, og mange flere, end vi tidligere har mødt, har valgt historisk matematik, da eleverne skal skrive i deres højniveaufag. Alle bøger om det emne er støvsuget i hele landet.


Troels Brücker fra København fortæller gribende om de lange køer af desperate gymnasieelever. Jeg kan heldigvis ikke helt genkende billedet hos os. Jeg tror, vore lånere næsten altid har fået det meste af det, de skulle bruge, der er nok større problemer i København, hvor der er så mange om budet.


Han foreslår, at bibliotekernes rolle bør indgå i en revision af opgavebekendtgørelsen. Heri er jeg enig. Opgaven er kun en øvelse. Min vision ville være, at eleverne kun måtte bruge 2-3 bøger, opgaven kan jo bare bedømmes ude fra det niveau. Hvorfor skal de skrive små afhandlinger, det handler jo om at lære en metode?

mandag den 17. december 2007

AT 10


Tirsdag d. 15.1.2008 kl 13 offentliggøres årets 3G eksamensopgave i AT10. Alle 3.G'ere i hele landet får samme emne. Hos emu.dk bliver der adgang til et ressourcerum med litteraturforslag. Jeg går ud fra, der kommer en cd-rom med litteraturlisten; men jeg kan forestille mig, vi får rigtig mange frustrerede unge på besøg den dag. Mon ikke vi skal have gang i alle vore fantastiske licenser. Hverken lærere eller elever ved helt, hvad det går ud på, så det skal nok blive spændende!

fredag den 14. december 2007

Pendlerkort

Har I set denne meddelelse, som jeg fandt via Overskrift.dk:

"Fryns: Pendlerkort til alle ansatte i Gladsaxe kommune
5 december 2007
Gladsaxe Kommune vil tiltrække og fastholde medarbejdere med et pendlerkort, så de kan tage bus og tog mellem arbejde og hjem.
Alle medarbejdere i Gladsaxe Kommune får tilbud om et pendlerkort, fortæller lønchef Henning Hornekær til foa.dk
Medarbejderne skal betale kortet af deres bruttoløn – det vil sige før skat. På den måde sparer medarbejderne skatten på kortet....."

Det lyder da til at være en rigtig god ordning.

tirsdag den 11. december 2007

Billeder på nettet




Endnu en gang er jeg blevet inspireret af Carsten fra Tårnby, hvor er I henne i Gladsaxe?? Han skriver om billedmanipulationer. Han omtaler 3 sider, hvor man kan hente billeder, der kan manipuleres. LetterJames , ImageGenerator.net og Manipulator

søndag den 9. december 2007

Flickr, Picasa og 23







Så skal vi lege med billeder!



I lang tid har jeg kun brugt Flickr. Den er rigtig god at søge i; men efterhånden er jeg gået helt over til Picasa, her kan man nemlig også lægge fotos på nettet, og det går hurtigere. Eneste mente er, at de kun kan findes igen, hvis du har et link hertil, mens det er ret let at søge i Flickr. Picasa er en del af Google, så det integreres let i alt det andet, vi har i Google.




Jeg har nu forsøgt mig med 23, der ser ud til at være endnu lettere. Selvom jeg heller ikke der kan finde billederne, medmindre jeg bruger et link hertil.




Det er let at redigere fotos i Picasa eller i det hele taget at have sine fotos i Picasa mapper på sin pc. Desuden kan man også overføre billeder fra digitalt camera via Picasa. Jeg er helt holdt op med at bruge software til mit camera, det ordnes let med Picasa.


Noget jeg har konstateret for nylig er, at integrationen med nettet er voldsom. De billeder, jeg har lagt på min pc i Picasa, ligger pludselig i min Picasamappe på nettet! Dog ikke den offentlige, håber jeg.

lørdag den 8. december 2007

Biblioteksvideo

Har I set denne sjove video? Jeg har lånt den fra Magisteren i Tårnby, som igen har den fra sin søster i Roskilde. Forvirret. I kan finde magisterens blog under Tårnby i de 23 ting.

Det sjove ved de 23 ting er, man kommer i forbindelse med mange andre mennesker og lærer at udnytte nettet. Dog skal man også være forsigtig. Jeg har fået en profil på Facebook; men straks læser jeg i pressen, Ingeniørens ugeblad, Computerworld m.fl. at man skal passe på her, dine oplysninger og profil kan misbruges, det er en amerikansk side, der ikke er underkastet de samme regler som i Danmark. Nå men foreløbig ligger der ingen oplysninger af betydning, det er mere for sjov. Der er faktisk oprettet en gruppe i Facebook med personer fra Gladsaxe Bibliotekerne. Vidste I det?

fredag den 7. december 2007

Afskedsreception!


Tak for en dejlig julefrokost. Her er bidraget fra vores bord

Sikken dum og rædsom situation
Keld han har holdt afskedsreception,
og det bliver ikke sidste gang,
andre føler sikkert samme trang,
når der ikke er en bog tilbage,
vil der sikkert komme suk og klage,
næh, de unge siger hip hurra!
endelig er de gamle listet af
af af af af af af af
endelig er de gamle listet af.

synges på melodien fra: "Sikken voldsom trængsel og alarm"

torsdag den 6. december 2007

Salsa


Forleden da jeg var til spansk havde vi en salsa instruktør fra Cuba. En herlig dans; men det er ret svært at lære rytmen, som cubanerne er født med, påstår de selv.


Mon vi skal danse salsa i morgen aften?

søndag den 2. december 2007

del.icio.us


Så skal vi til at bruge del.icio.us. Den har jeg brugt længe. Det er dejligt altid at have sine bogmærker med. De er tilgængelige fra alle pc'ere, du skal kun meldes ind og have downloadet de to ikoner, der fører til del.icio.us.

Fornylig opdagede jeg, man kunne lægge bogmærkerne ind i mapper. det er jeg gået i gang med; men er ikke færdig - prøv selv under "bundle tags"


Jeg har længe kørt med en henvisning til mine bogmærker. Nu har jeg lagt en widget nederst på siden; men den tror jeg bliver slettet senere. Der kommer alt for mange ting på siden.

lørdag den 1. december 2007

Webstatistik



Har du lyst til at følge besøg på din blog er Google Analytics rigtig god. Jeg læste om den på Carsten Bo Vilhelmsens blog. Han er fra Tårnby Kommunebiblioteker. Jeg har brugt den nogle dage og er vildt imponeret. Her følger Carstens vejledning til at bruge Google Analytics:

"Gå først ind på din Google-konto og søg efter Analytics. Når du har fået Analytics ind blandt dine tjenester så klik på Tilføj webstedsprofil

Angiv så navnet på det websted, du ønsker at måle trafikken på (i dette eksempel http://magisteren.blogspot.com/)

Når du klikker videre bliver du præsenteret for et stykke kode. Denne tekst (fra første "<" til sidste ">" kopieres. Log så ind på din blogKlik på SkabelonKlik på tilføj et sideelement

Find elementet HTML/JavaScript og klik på føj til blog. Da sideelementet ikke skal ses på bloggen, skal det ikke forsynes med en titel.

Kopier i stedet kodestykket til indholdsfeltet. Gem ændringer. Og gem tilslut tilføjelse til bloggen

Google Analytics vil derefter straks begynde at måle antal besøg på siden, hvorfra de besøgende kommer osv. osv. Alt kan aflæses fra kurver og grafer i Google Analytics.
Blot kræves en smule tålmodighed: Besøg den ene dag, kan først aflæses den næste"